Brændevarme er det grønneste alternativ
Af
Tommy Hansen
Partikler fra f.eks. bilers udstødning optages i langt større grad i den menneskelige organisme end partikler i røgen fra brændeovne eller anden form for fyring med træ. Det viser en omfattende svensk analyse, foretaget efter helt nye målemetoder
Kun cirka 20 % af de indåndede partikler fra brænderøg en forbliver i organismen, mens det for partikler fra bilers udstødning er hele 66 %, der optages. Udstødningsgassen er således mere end tre gange så farlig som røgen fra brændeovne.
Undersøgelsen viser således, at 80 % af de indåndede partikler fra brænderøg forlader kroppen igen. Det er partiklernes størrelse og egenskaber, der er årsag til, at partikler fra afbræn-ding af træ ikke optages i organismen i så stort omfang som hidtil antaget.
- Nogle af vore målinger viste endda 20 gange så mange trafik-partikler som partikler fra brændefyring deponeret i organismen, siger forskeren Jacob Löndahl til det svenske tidsskrift Forskning&Framsteg.;
Han er tilknyttet Avdelningen för Kärnfysik på Lunds Tekniska Høgskola under Lunds Universitet og er manden bag den nye målemetode.
I forvejen er det kendt viden, at brændeovnen kun tegner sig for omkring 2 procent af partikelforureningen herhjemme (Kilde: Miljøprojekt 1021, Miljøstyrelsen 2005), og at 80 procent af den samlede forurening i øvrigt stammer fra udlandet.
Gennem mange år har brændeovnsbranchen udviklet ovne og forbrændingsteknikker, og det er i dag hovedsageligt gamle brændeovne, der er skyld i udledningen af partikler fra forbrændingen.
Langt de fleste nye, dansk-producerede brændeovne er mærket med det nordiske miljømærke Svanen og ligger væsentligt under de tilladte grænseværdier for partikeludslip, som er fastsat til 10 gram partikler pr. kilo indfyret træ.