Stenderups seniorer vil kaste sig over internettet
Af
Tommy Hansen
Landsbyen Stenderup ved Horsens har fået sin egen genvej til internettet ved hjælp af en en dukaPC, en ildsjæl og velvilje fra den lokale skole. Hedensted Kommune betegner projektet som en rollemodel for tilsvarende små landsbysamfund
En nystartet, frivillig aktivitetsgruppe for pensionister i landsbyen Stenderup ved Horsens har fået ekstra vind i sejlene, efter at Stenderup Skole har investeret i en dukaPC og nu stiller den frit til rådighed for byens ældre i et lokale i skolefritidsordningen.
Projektet i Stenderup blev søsat netop som PhotoCare lancerede den nye, danskudviklede PC for ældre, dukaPC, og da pensionist Leif Berg Jensen fra Stenderup så PhotoCare-annoncen i den lokale avis, var han ikke i tvivl:
- Jeg havde i forvejen meldt mig til projektet, fordi man her kunne komme på internettet og få hjælp, og det samme havde næsten en snes andre pensionister. Men jeg havde ingen computer, og dét her så ud til at være noget, der var til at finde ud af, siger Leif Berg Jensen.
Det fik han bekræftet i løbet af få minutter, da han samme dag besøgte PhotoCare i Horsens, og efter en grundig gennemgang af PC’en fra Torben Hansen, bestilte han på stedet den bærbare version.
- Den ankom med posten få dage senere. Jeg pakkede den ud, satte strøm til, og alting virkede bare fra første øjeblik. Det er helt fantastisk, siger Leif Berg Jensen, der inden for de første timer udvekslede emails med børn og børnebørn.
Forskellen på en almindelig computer og en dukaPC er brugerfladen, altså den måde man kommunikerer med computeren på. En dukaPC er dansk udviklet og specielt målrettet mod folk uden kendskab til computer og internet.
Da Leif Berg Jensen viste sit nyindkøb til SFO-leder Kirsten Engstrøm, som er ildsjælen bag frivillighedsprojektet, var hun heller ikke et sekund i tvivl:
- Det her er simpelt hen genialt. Hvor har vi dog manglet dén måde at tænke i computere på. Tænd, tryk og du er på, hvad enten det er emails eller vejrudsigten, der skal tjekkes. Nu tror jeg for alvor på, vi kan nedbryde barrierene omkring internet og computere i forhold til vore ældre, siger Kirsten Engstrøm.
Borgmester Kirsten Terkilsen, Hedensted Kommune, deler Kirsten Engstrøms visioner:
- Frivillighedsprojektet i Stenderup og Stenderup Skole har hermed som rollemodel vist en farbar vej frem, når vi skal styrke og sikre den stadigt mere digitaliserede dialog mellem befolkning og myndigheder. så også de ældre kan være med, siger Kirsten Terkilsen.
dukaPC er udviklet af en lille men voksende, dansk virksomhed, dukaPC ApS, med ambitioner om at gøre en stor samfundsmæssig forskel ved at gøre computere og internet tilgængelig for alle. Den populære danske computer anvendes i dag på flere ældrecentre samt af et stærkt voksende antal private kunder.