Velkommen til Staarup Hovedgaard
Af
Tommy Hansen
Staarup Hovedgaard er et privatejet herregårdsmuseum med en velrenommeret antikvitetshandel, åben for besøgende i weekender og på helligdage samt efter nærmere aftale. Herregården er året rundt rammen om såvel koncerter som flere andre arrangementer, og de unikke, historiske stuer og sale benyttes desuden som selskabslokaler af både firmaer og private
Tekstforslag
Staarup Hovedgaard ligger naturskønt placeret i Limfjordslandskabet nordøst for Skive. Efter en storstilet renovering i 1980’erne og 1990’erne fremstår herregården i dag som et særdeles velholdt kulturminde, overalt indrettet med en omfattende samling af antikke møbler og andet interiør fra de seneste århundreder.
Den fredede hovedbygning er fra det 16. århundrede, men en del af kældrene kan spores helt tilbage til 1300-tallet. Bygningen fungerer i dag som både herregårdsmuseum og privat bolig. I
Porthuslængen drives professionel antikvitetshandel med fokus på kunst og finere antikviteter fra både Europa og Kina. Her findes f.eks. landets største udvalg af langborde fra Norden og de spanske kolonier. Staarup Hovedgaards indehaver, Lis Messmann, er en af Danmarks mest erfarne antikvitetshandlere og har samlet et bredt udvalg af møbler, kunstgenstande, malerier, gamle ure, porcelæn, glas, sølv m.v.
En betydelig del af interiøret i hovedbygningen indgår også i antikvitetshandelen, og de udvalgte møbler er med til at levendegøre herregårdens historie gennem mere end 600 år. Således bringes man i de hvælvede kældre tilbage i middelalderen, i den store riddersal opleves renæssancen, mens barok og empire-tidens livsstil fornemmes i husets andre stuer.
De besøgende på Staarup Hovedgaard kan bevæge sig rundt på egen hånd eller bestille en guidet rundvisning med fokus på gårdens spektakulære historie, der omfatter både fangekælder, ”Hundehullet”, og herregårdsspøgelset ”Den grå dame” - angiveligt Birgitte Rosenkrantz, som Kong Christian 4. lod halshugge i 1603. For børn og andre nysgerrige sjæle arrangeres ”spøgelsesjagt” med gammeldags pen og papir, såvel som med smartphones og Ipad.
Ud over herregårdsmuseum og antikvitetshandel har Staarup Hovedgaard en omfattende aktivitet med selskabslokaler til bryllupper og andre former for familie- og firmafester, med forplejning fra lokale gourmetrestauranter, fra kaffeborde til store gallamiddage i riddersalen.