Dansk Træemballage
Af
Tommy Hansen
Med en omfattende maskinpark til næsten automatisk produktion af EUR-paller, pallerammer, transportkasser og specialemballager er Dansk Træemballage (DTE) Danmarks største producent og leverandør af træemballager.
Emballagerne fremstilles både som standardvarer - f.eks. kasser til frugt og grønt - og som kundetilpassede specialløsninger, der kan omfatte total emballering og tilrettelæggelse af transport af store emner.
Siden 1999 har DTE taget hul på et nyt markedsområde: Træbyggeri med løstsamlede, sømmede, massive træelementer - et nyt byggekoncept, der allerede er på vej til at rokke ved traditionerne for træbyggeri i Danmark. I modsætning til konventionelle træhuse, som typisk er udstyret med en dampspærre lige bag inderbeklædningen, er der i DTEs koncept anvendt en dampbremse udvendigt på træet. Derfor kan huset “ånde”, præcist som et originalt, massivt bjælkehus. Når der således ikke spærres for dampen, kan væggene optage rummets fugtighed, og man får et konstant og naturligt indeklima - med væsentlige besparelser på varmeregningen som en mærkbar sidegevinst.
DTE har produktionsfaciliteter i Ribe, Brande og på hovedsædet i Haastrup på Sydfyn. Firmaet har lagre flere steder i Danmark og opererer landsdækkende. I Haastrup findes virksomhedens løvtræssavværk, som på årsbasis opskærer ca. 6.000 m3 træ. I Ribe er der i 2004 investeret i opførelse af et helt nyt savværk til nåletræ, et topmoderne anlæg med en årskapacitet på over 200.000 m3. Endvidere findes her en række nye tørreanlæg til varmebehandling af bl.a. palletræ.
Alle afdelinger i DTE er certificeret til at kunne mærke træemballager med den internationale standard ISPM 15 - en garant for, at emballagen er korrekt afbarket og varmebehandlet.
DTE bearbejder på egne savværker 100.000 m3 opskåret træ om året, og derudover importeres på årsbasis ca. 40.000 m3 opskåret trælast.
DTE er stiftet i 1989 i forbindelse med en fusion mellem Haastrup Træemballage, der daterer sig tilbage til 1915, og Ribe Emballage, som blev grundlagt helt tilbage i 1540.
En miljørigtig tanke
Træ er en CO2-neutral råvare, som der findes rigeligt af i de europæiske skove. I de seneste 50 år har tilvæksten således været markant større end hugsten, og der er i teorien plads til at udvide hugsten med mellem 30 og 50%.
Der er mange miljømæssige aspekter i at anvende træ som råvare. Træ er let at håndtere og transportere, og alle bestanddele udnyttes. DTE har dokumenteret træets miljøvenlighed i en livscyklusanalyse samt en miljødeklaration, ligesom DTE er EMAS-certificeret. DTE beskæftiger totalt ca. 250 medarbejdere på de forskellige produktions- og lagerfaciliteter i Danmark.