PDF net
- PUBLICERING UDEN COPYRIGHT
Forsiden => Danmark => Nordjylland => Udvidelse af Energinet.dk's gaslager i Ll. Torup => Limfjordsrådet ind i saltsagen   Login
Limfjordsrådet ind i saltsagen PDFnet


Info PDFnet
Artikel oprettet: 10-03-2010
Opdateret: 10-03-2010
Antal besøgende: 1713
Service PDFnet
Kopier link til denne side
Føj til foretrukne
Del på facebook
 

Limfjordsråd: VVM-rapport er ubrugelig

Af Tommy Hansen

Limfjordsrådet kommer nu på banen i sagen om den planlagte udvidelse af gaslageret i Ll. Torup ved Viborg. Et enigt Limfjordsråd kritiserer i skarpe vendinger Miljøcenter Århus for ikke at have gjort arbejdet ordentligt, og budskabet fra de 15 nord- og midtjyske kommuner i Limfjordsrådet er soleklart: VVM-rapporten er ikke tilfredsstillende og må laves om.

- Det er en alvorlig udmelding, men efter at have fulgt sagen i mere end et år må vi i Limfjordsrådet råbe vagt i gevær. Det VVM-materiale, som ligger til grund for hele offentlighedsfasen, er fyldt med mangler og unøjagtigheder. Det er dybt alvorligt, for bag materialet står Miljøcenter Århus og i sidste ende Miljøministeriet, siger formanden for Limfjordsrådet, Poul Riis Roesen, til PDFnet.

Rådet arbejder netop nu med at formulere en formel indsigelse mod projektet, men Poul Riis Roesen understreger, at dette i sig selv ikke er nok.

Hele projektet på pause
- Vi må have trukket i en nødbremse og sætte hele dette projekt på pause, indtil det er bedre belyst. Ingen omkring Limfjorden forstår, hvorfor Energinet.dk må udlede tungmetaller i tonsvis, blot fordi det i en VVM-redegørelse ”antages” at det ikke vil medføre skader på miljøet. Vi ved jo alle hvordan det gik sidste gang, og for Limfjordsrådet er det uforståeligt, at staten aktivt kan medvirke til endnu en gang at vælte balancen i Louns Bredning og Hjarbæk Fjord, som vi ellers gør alt for at beskytte og styrke, siger Poul Riis Roesen.

Er i modstrid med gældende regulativer
Ligesom Folketingets Miljøudvalg peger Limfjordsrådet på, at det er i modstrid med alle gældende regulativer på miljøområdet at tillade udledning af tungmetaller - og det at fortynde med vand er en løsning fra fortiden, siger Poul Riis Roesen.

- Det stammer fra dengang man troede, at man bare kunne hælde alting i havet, men i dag ved vi bedre. Det forekommer helt uanstændigt, at man vil sætte miljøudviklingen årtier tilbage ved at genindføre princippet om at løse forurening ved blot at fortynde det. Mængden af bly bliver jo ikke mindre, fordi man blander det op med vand, siger Poul Riis Roesen.

Limfjordsrådet finder det dybt betænkeligt, at VVM-redegørelsen er fyldt med skøn og indirekte formuleringer.

Alt for vattet og upræcist
- Det er simpelt hen alt for vattet, upræcist og uden de fornødne konkrete holdepunkter. Vi har miljøregler i Danmark anno 2010, og dem skal alle følge. Ikke mindst staten selv, og det er helt absurd at se staten i rollen som bevidst miljøforurener, siger Poul Riis Roesen.

Han konkluderer sammenfattende, at VVM-rapporten er så mangelfuld på så mange afgørende områder, at den må betegnes som useriøs.

- Som grundlag for en beslutning med vidtrækkende miljøkonsekvenser for Limfjorden er den direkte ubrugelig, siger Poul Riis Roesen.

 





PDFnet ApS, BusinessPark Struer, Fælledvej 17, 7600 Struer - CVR 33873298 - Telefon 23 90 77 88