PDF net
- PUBLICERING UDEN COPYRIGHT
Forsiden => Danmark => Midtjylland => Holstebro Kommune => Vinderup => Sevel Kro   Login
Sevel Kro PDFnet
Søgårdvej 2
7830 Vinderup, Danmark
Tlf. (+45) 97 44 80 11
Fax (+45) 97 44 82 55


sevelkro@sevelkro.dk
www.sevelkro.dk
Info PDFnet
Artikel oprettet: 10-12-2011
Opdateret: 10-12-2011
Antal besøgende: 182
Service PDFnet
Kopier link til denne side
Føj til foretrukne
Del på facebook
 

Da Mads og Mie i 1926 overtog Sevel Kro, startede en epoke i kroens og egnens historie. Fra en hensygnende tilværelse, truet af jernbanen og manglende spiritusbevilling, oplevede kroen en ny omend langsom start. Da filmselskabet Fotorama i 1939 henlagde optagelserne af filmen Jens Langkniv til Hjerl Hede og gjorde Sevel Kro til hovedkvarter, gik det pludselig stærkt, og det navnkundige kropar drev med sikker hånd kroen fremad i de kommende fire årtier
Dato: 10-12-2011

Sevel Kros historie

Af Tommy Hansen

Sevel Kro har en lang og spændende historie bag sig. Den blev grundlagt omkring 1710 som høkerhandel og har siden haft en lang række kendte ejere. Ægteparret Mads og Mie drev kroen i fire begivenhedsrige årtier fra 1926 og frem

Sevel Kro kunne i 2002 fejre 200-året for tildeling af sit Kgl. privilegium, men kroens historie går endnu længere tilbage. Omkring 1710 fik den under navnet Backhuuset en høkerbevilling med ølbrygning og rugbrødsbagning. Salget måtte dog ikke ske til almuen, men til bl.a. officerer fra det nærliggende Rydhave Ryttergods.

Først i 1802 overgik ”Bakkehuset” til krodrift idet man opnåede kongens bevilling til at drive værtshus med mad, overnatning og ikke mindst bevilling til at servere spiritus for de rejsende gæster.

Det skabte en periode med stor vækst på kroen, som dog blev brat afbrudt ved en altødelæggende brand i 1838.

Kroen har gennem årene haft en lang række kendte ejere. Bredest kendt er nok Mads Christian Hansen og hans hustru Marie (Mie), som købte kroen i 1926.

Det var en kro i stærkt forfald, som parret overtog. Efter at have vokset pænt i sine første mange leveår, var krodriften på retur i slutningen af 1800-tallet. Sevel Kro’s unikke beliggenhed i det daværende knudepunkt mellem vejene fra Lemvig, Holstebro og Struer betød pludselig mindre med jernbanens mellemkomst. Samtidig var afholdsbevægelsen blevet en stærk faktor på egnen, og kort før Mads og Mies overtagelse af kroen, var den blevet frataget sin spiritusbevilling.

I midten af 1930’erne fik Sevel Kro marketenderiet på Frilandsmuseet Hjerl Hede, hvilket omfattede salg af kaffe, brød og sodavand, og krodriften begyndte at rette sig.

Medvirkende til vendepunktet for kroen var, da filmselskabet Fotorama i slutningen af 1930’erne henlagde optagelserne af filmen Jens Langkniv efter Jeppe Aakjærs roman af samme navn til den nærliggende Hjerl Hede. Sevel Kro blev gjort til hovedkvarter for filmholdet og skuespillerne. Når filmholdet vendte hjem efter en lang dags optagelser, blev der slappet af i krostuen til god mad, oftest til langt ud på de små timer. Og Mads debuterede endda selv som skuespiller, fordi instruktør Kjell Abel gav ham en statistrolle som kusk i filmen. Sevel Kro med den driftige krofatter blev på kort tid til et meget populært udflugtsmål, og effekten holdt i årevis. Mads og Mie udviklede nære venskaber med mange af de folkekære danske skuespillere, og f.eks. var Poul Reichhardt fast gæst på kroen i årene fremover.

Mads var en krofatter af den gamle skole, og han havde fingrene i næsten alt. Han insisterede på selv at skrælle kartofler til måltiderne; så blev kartoflerne skrællet tilpas tyndt. I de første mange år stod han op kl. 4 om morgenen for at passe diverse løse jobs til at supplere krodriften, men efterhånden fik han og Mie gjort kroen til en levevej.

Først i 1958, tre år før Mads Hansens død, fik kroen sin spiritusbevilling tilbage. Efter Mads’s død drev Mie kroen videre sammen med datteren og svigersønnen frem til 1967.

 
   
 

PDFnet ApS, BusinessPark Struer, Fælledvej 17, 7600 Struer - CVR 33873298 - Telefon 23 90 77 88