PDF net
- PUBLICERING UDEN COPYRIGHT
Forsiden => Danmark => Nordjylland => Vesthimmerlands Kommune => Løgstør-regionen => Løgstør => Fotograf Flemming Fragtrup   Login
Fotograf Flemming Fragtrup PDFnet
Møllebakkevej 11, 9670 Løgstør
Tel: (+45) 20 84 30 31


Info PDFnet
Artikel oprettet: 26-08-2006
Antal besøgende: 3399
Service PDFnet
Kopier link til denne side
Føj til foretrukne
Del på facebook
 

Naturgenopretning - Indvielse af
Vilsted Sø 26. august 2006

Af Tommy Hansen

Miljøminister Connie Hedegaard indviede lørdag 26.8.2006 det største naturgenopretningsprojekt i Nordjylland nogensinde.

Med 500 hektar er Vilsted Sø i dag Nordjyllands største sø, og projektet er blevet støttet af amtet og staten via Vandmiljøplan II.

Vilsted Sø manglede på indvielsesdagen stadig 30-40 centimeter i vandstand, svarende til ca. 200 mio kubikmeter. I august måned røg der nærmest en "prop" ud af søen - det underliggende lag gav efter - og vandet fossede ud. Til gengæld blev den sidste del af indvielsen med en kraftig tordenbyge en særdeles våd fornøjelse.

Vilsted sø er en inddæmning af Bjørnsholm å. Der har tidligere ligget to søer i området, indtil jorden i 1800- og 1900-tallet blev indlemmet til landbrugsjord.

- Vilsted Sø vil hvert år skåne Limfjorden for 210 ton kvælstof, sagde miljøministeren, der bebudede at flere lignende projekter kan være på vej.

- Når finansloven bliver præsenteret på tirsdag er der sat 1 mia. kroner ekstra af til miljøområdet. 700 millioner kroner af dem skal gå netop til naturgenopretningsprojekter som det her til gavn for steder som Limfjorden og Mariager Fjord, sagde Connie Hedegaard.

Ved indvielsen talte endvidere Løgstør Kommunes borgmester, Jens Lauritzen og amtsborgmester Orla Hav, som afslørede en mindesten for Vilsted Sø - i øvrigt en sokkelsten fra det gamle Vilsted Slot.

For beboerne i Vilsted og Ranum var indvielsen en god lejlighed til en mindre folkefest, der fortsatte dagen igennem og kulminerede om aftenen med friluftsteater og anden underholdning.

I forbindelse med indvielsen spiller foreningen Søens Folk frem til 1. september Vilsted Friluftsspil, "Den Lyse Mø", hver aften kl. 19.30. Bestilling hos Løgstør Turistkontor og mere information på friluftsspillets hjemmeside, www.eventyrifriluft.dk.

 
   
   
   
   

PDFnet ApS, BusinessPark Struer, Fælledvej 17, 7600 Struer - CVR 33873298 - Telefon 23 90 77 88