PDF net
- PUBLICERING UDEN COPYRIGHT
Forsiden => Danmark => Nordjylland => Vesthimmerlands Kommune => Løgstør-regionen => Løgstør => Fotograf Flemming Fragtrup   Login
Fotograf Flemming Fragtrup PDFnet
Møllebakkevej 11, 9670 Løgstør
Tel: (+45) 20 84 30 31


Info PDFnet
Artikel oprettet: 13-01-2007
Antal besøgende: 3997
Service PDFnet
Kopier link til denne side
Føj til foretrukne
Del på facebook
 

Fugle, dyr og natur ved Vilsted Sø

Af

September 2005. Her på denne fantastiske sensommerdag, hvor temperaturen anslået ligger på lidt over 20 gr, er det største og længe nærede ønske endelig gået i opfyldelse. Et af de største naturgenopretnings projekter er, om man så må sige, søsat. Nemlig genetableringen af den store Vilsted Sø. Det har været under opsejling i hen ved 20 år, men først nu har det været muligt at rejse midler til den store opgave, men gendannelsen af søen, er også hjulpet godt på vej af den grund, at det vil hjælp gevaldigt på udledningen af kvælstof til fjorden. Faktisk er det denne fordel af søens tilstedeværelse, som i bund og grund er årsagen til den nu kommer til at ligge og glimte i den nordjyske natur. At der så bliver mulighed for os naturnørder, at få os nogle fantastiske oplevelser de næste mange år, er egentlig, som amtsborgmesteren i sin tale udtrykte sig, en sidegevinst. Og apropos borgmesteren så var det denne øvrighedsperson, som forestod selve den officielle igangsættelse af genetableringen. Til opgaven var der stillet en ordentlig mobbedreng af en gravemaskine til rådighed, og med en ordentlig skovlfuld af den tidligere, men nu også fremtidige søbund i grabben, gik starten på projektet. Der forestår en del arbejde med etablering af stier, flytning af eksisterende vandløb, bygning af dæmning osv. Der skal laves en form for regulering hvor åen løber i fjorden, så vandstanden kan kontrolleres, der skal bygges udsigtstårne, så der er nok at se til. Men om lige knap et år, nemlig den 26. august skulle den officielle indvielse kunne finde sted. Og så er nordjylands største sø med tilhørende vådområde en realitet. Selve søen bliver på 450 ha og det tilhørende vådområde, bestående af engarealer og delvist vanddækkede marker, kommer op i tilsvarende størrelse. Så i alt næsten 900 ha eldorado for fugle, dyr og planter.

Hvordan dette område så stille og roligt omdanner sig fra opdyrket agerland til et artsrigt fristed for såvel dyr som mennesker, er så det spændende punkt, som vil blive fulgt de nærmeste år. Vi bliver en lille gruppe, i første omgang, af naturinteresserede mennesker, som har sat sig den opgave, at nedfælde den sikkert hastigt voksende mangfoldighed af især fugle. Der er nemlig blevet stillet i udsigt, at området vil få samme værdi i kraft af sin fordeling af åben vand med tilhørende lavtvands områder, som findes i de nærliggende Vejler. Og her er så godt som alle de danske svømme og vade fugle repræsenteret, så det er med stor spænding vi ser frem til de næste år.

Her lige først i det nye år 2oo6, skrider arbejdet stille og roligt frem med hensyn til genetableringen af Vilsted Sø. I Vilsted er der anlagt en stor parkeringsplads nær ved de nedlagte fiskedamme og ude i den kommende sø, er der etableret to såkaldte fugleøer. Ved Ranum er der gravet sejlrende ind til en slags havn i nærheden af den bygning, hvor der bliver en stationær udstilling om søen. Så Ranum kan nu kalde sig havneby.

På en vandring langs Bjørnsholm Å en kold søndag eftermiddag i februar, kom jeg så langt om længe ud til det, som med tiden skal blive selve niveau reguleringen af vandstanden i søen. Det er et stryg, som det kaldes, og er en forholdsvis simpel anordning, som tillader vandet at passere i en bestemt mængde, og som samtidig giver fisk, navnlig ørreder, mulighed for at trække op til deres gydepladser. Det var nemlig et af ankepunkterne, som den lokale fiskeforening havde da etableringen af søen var i offentlig høring. For var det ikke muligt at opretholde denne fine stamme af bækørreder, som åen har været kendt for, var det under meget kraftige protester, søen ville blive genetableret, selvom det nok ikke havde stoppet projektet. Men der skal være plads til alle, også lystfiskerne, og et tab af gode fiskemuligheder, ville også bringe sår i glæden over at søen igen kommer til at ligge som et stort, blankt spejl.

Det ser ud til, at der nu så småt begynder at løbe vand i søen. I forbindelse med hævning af en lille vejstrækning mellem Vilsted og Overlade, har man blændet en gravet kanal af, således at vandet nu løber ind og oversvømmer et område, som med tiden bliver en afgrening af selve søen. Og allerede nu, hvor frosten efterhånden har lukket ellers åbne vådområder, var der en masse liv den dag i marts, hvor jeg tilfældigt kom forbi. Jeg var på vej til Overlade, og valgte mod sædvane vejen igennem Vilsted, for lige at se, hvordan projektet forløb. Selvom det kun var en forholdsvis lille sø, som på dette tidspunkt var dannet, gav det et fint fingerpeg, om hvordan det kommer til at se ud om føje tid, når hele området er etableret. Lige netop fra denne position på en dæmning, som er hævet ca. 2 meter over niveau i forhold til vandspejlet, er der en fantastisk udsigt mod vest, hvor søen vil komme til at strække sig helt til Bjørnsholm og Vitskøl Kloster. Så kan det godt gibbe lidt i én, når man fantaserer over, hvordan det kommer til at tage sig ud, når hele søen ligger der.

Det ser nu endelig ud til, at den lange vinter er på retræte. Her midt i marts, nærmere betegnet den 19., har dagtemperaturen sørme sneget sig op på plussiden. Og det kunne mærkes i den grad, især hvis man lige kunne finde et sted i læ, for vinden er stadig noget kølig. Det fik jeg specielt at føle oppe ved Bulbjerg, hvor turen gik hen i dag. Jeg skulle lige have undersøgt, hvorvidt riderne var vendt tilbage til det eneste, danske fuglefjeld med henblik på ynglesæsonen. Det var de. Bjerget var indtaget af adskillige ridepar, som ihærdigt gjorde krav på de til tider meget sparsommelige udhæng, hvor de kunne etablere en rede. Riden er en utrolig smuk fugl, med et meget melankolske skrig, som i dag var blandet med havets kraftige brusen. Den er forholdsvis tillidsfuld, blot man ikke lige stiller sig hen umiddelbart under en rede. Men bortset fra riderne, var der ikke nævneværdigt meget seværdigt der oppe norden fjords. Selv på vejlerne, var der forholdsvis stille, så jeg smuttede hjem ad igen. Planen var, at jeg skulle køre Kristine, min datter, ud til nogle heste ved middagstid, og i den forbindelse skulle jeg en tur ud omkring Vilsted Sø, som så småt er ved at kunne ses i Munksjørup. Det er ikke fordi der på nuværende tidspunkt, er så forfærdentligt meget vand og da slet ikke i forhold, til det der er stillet i udsigt, men alligevel havde der i dag samlet sig en masse gråænder, en del pibeænder, lidt krikænder og såmænd også et enligt gåsepar. Men hvad kan det ikke ende med, når der allerede kan iagttages sådan en aktivitet nu. Det værste af det, er næsten, at man bliver utrolig utålmodig i forventningens glæde, som jo holdes i ave et stykke tid endnu. Men des større bliver fornøjelsen sikkert også, når søen endelig ligger der og spejler sig i sommerens sol.

Jeg måtte jo lige ud til den stadig voksende sø denne sidste onsdag i marts. Området drager mig så småt, og jeg glæder mig til weekenden, hvor jeg sandsynligvis vil bruge i hvert fald lørdag eftermiddag der ude. Indtil nu har jeg egentlig kun set en lille del af søen, nemlig det man kan se fra vejen. Og det er da bestemt heller ikke så ringe endda. Men denne onsdag havde jeg bevæget mig et stykke ud i det noget mudrede stykke nord for søen. Der var bidende koldt, noget solen da slet ikke kunne gøre noget ved. Blæsten stod frisk ind fra vest, og med solen ret lavt, var lysforholdene heller ikke optimale til hverken at fotografere eller observere i.

Derfor så jeg en mulighed i at få et bedre udsyn, ved at gå lidt mod nordvest, ud til et læbælte, som strækker sig næsten ned til vandet.

Jeg anbragte mig i en position, så jeg kunne se ud over vandet i scopet, og kunne da også se både ænder, viber og en del svaner. Krikænderne var væk, men der var stadig nogle få par af pibeænder, som endnu ikke var trukket nordpå. Mit kamera var lidt i vejen med remmen over skulderen, så den ville jeg lige rette på. Og idet jeg drejer kroppen for at løfte kikkert og kamera fri, opdager jeg, at to rådyr har listet sig helt ind på mig! Hvad var det for noget rod, det var jo mig, som skulle liste mig ind på dem. Nå, jeg fik hevet kameraet i skudposition, men da var dyrene ved at forlade scenen. Dog fik jeg nogle fine skud, hvor de springer i sikkerhed, skud jeg kunne takke min fine, nye tele med autofokus, for. Imidlertid var jeg så heldig, at de efter et lille stykke tid, hvor jeg atter koncentrerede mig om livet på vandet, kom tilbage. Jeg kunne se dem et godt stykke tid før de kom ned mod mig, så jeg anbragte mig siddende i læbæltet og ventede spændt på, hvor tæt de måske ville komme. De kom meget tæt. Faktisk kunne jeg på et tidspunkt ikke have råen i søgeren så det var lige ved at blive for spændende. Bukken var lidt mere forsigtig, han kom et stykke bag råen, og var lidt forpjusket i pelsen, sikkert fordi han var ved at skifte vinterpelsen ud med noget lidt lettere antræk. Og så havde han hvad jægerne, dette besynderlige folkefærd, som myrder vores dyr, kalder en uens opsats. Det vil sige geviret havde ikke samme længde i begge sider. Men jeg fik mange gode skud af begge dyr, så det blev jo en fin aften.

Dyrene forsvandt så igen og jeg vendte næsen om mod bilen, godt forfrossen. Jeg fandt det klogest at tage samme rute som på udturen. Der var lidt lumsk ud over den gamle søbund, selv om der stadig var bundfrost. Og jeg plumpede da også i et hul, lige til knæet, da jeg var kommet et stykke op mod bilen. Kamera og kikkert røg ned i mudderet, og jeg var lige ved at kunne se mig stå der ude i ingenmandsland i mudder til knæene til jeg måske blev spottet fra en bil oppe på vejen. Men jeg kom da fri, og kunne vende hjem med en speciel oplevelse rigere.

Jeg følger nu slavisk hvordan livet langsomt udvikler sig ude ved søen. Altså på den måde hvor man kan se de forskellige arter dukker op, efterhånden som området bliver kendt for vores flyvende venner. Og jeg må sige, at der allerede nu er sket forbavsende meget hvad det angår. Men man skal jo også lige tænke på, at søen ligger perfekt i forhold til trækruten for mange fugle, som normalt sigter efter Vejlerne. Når de nu kommer susende højt over landet og se dette skønne, nye område, som ligger der til fri afbenyttelse, er det da klart man lige slår sig ned og hviler vingerne. Lige nu ligger der en masse pibeænder og samler kræfter til den videre tur op nord på. Sammen med en del krikænder for øvrigt og i søkanten tripper de første rødben nu rundt. Ude mellem sivene ligger et par knobsvaner og kurtisere hinanden mens en tredje forsmået ser til lidt på afstand. Luften er fyldt med viber som hæst lader deres stemmer lyde over vandet denne kolde forårs aften. Og minsandten om ikke vandriksen pludselig kan høres inde i rørskoven. Denne besynderlige lyd, som nærmest er sammenlignelig med en gris, som går og hyler og små grynter, går man ikke fejl af når først man har lært den at kende.

Her lige før påsken sætter ind midt i april, ser det bestemt ikke ud til, at foråret indfinder sig på samme tid. Der er bidende koldt og regnen siler til tider fra en tung himmel. Men alligevel var jeg en smut ude ved søen, for sæt man skulle lide den tort at misse et eller andet spektakulært. For som livet udvikler sig derude i ”Østersøen”, er man så godt som sikkert på noget nyt hver gang man tager derud. Så jeg havde kaffekanden og et par stykker brød med i lommen. Samt min nyligt indkøbte kikkert, hentet i Bilka sidste weekend. En ganske fin en med betydelig bedre opløsning, end den gamle, og med den er det næsten ikke nødvendigt at tage den ”store” kikkert med. Det havde jeg nu, og den fik jeg da også brug for da jeg så hvad jeg i første omgang antog for en musvåge. Men det viste sig at være en rørhøg, den første nye art af rovfugle, som nu havde indtaget området. Jeg havde længe ønsket mig, at lige netop denne flotte høg skulle indfinde sig og det gjorde den så i dag, og så oven i købet i to eksemplarer. Altså en han og en hun. Kragerne var ikke specielt vilde med deres tilstedeværelse, så lige så snar en af høgene lettede fra rørskoven, havde den straks en hale af utilfredse krager efter sig. Det bliver nu spændende at se, hvor vidt de for ro og ellers er tilfredse med lokaliteten, så de måske etablerer sig derude. Ellers er der stadig en utrolig masse ænder, bekkasiner og viber i og omkring søen. Pibeænderne og krikænderne burde nu efterhånden begynde at tænke på videre tur op nordpå, hvor deres ynglepladser ligger, det vil sige i mellem og Nordnorge samt Sverige, men de må have en fornemmelse for at, der også deroppe, stadig er en kende for koldt til de ægteskabelige fornøjelser.

Jeg sad på min sædvanlige udkikspost i hen ved en time, hvilket er det længste tidsrum til nu, jeg har brugt derude på at observere. Vejret var som før nævnt ikke lige til ophold udendørs i længere tid, så jeg pakkede sammen og gik hen til bilen for derefter lige at vende hen omkring der, hvor vejen er blevet hævet. Der er et rigtig godt udsyn over søen, og man kan fint se, hvad der ligger ude på vandet, selv i den lille kikkert. Mens jeg holdt der, kom der en scooter tøffende med en ung mand, som jeg tidligere har truffet netop her. Han bor i Overlade, og er en særdeles habil fuglekikker, må jeg indrømme. Han havde set en del flere forskellige fugle, navnlig ænder, end jeg havde observeret, men han havde også en større kikkert! Nå, jeg skal nok komme efter det. Men vi stod og udvekslede obser, kommentere søens udvikling og hvad vi kunne forvente os der ude. Og vi hopfrøs, så efter et stykke tid valgte jeg at starte bilen og kørte ud til der hvor fugletårnet skal opføres. Der var der nu ikke noget særligt, så jeg vendte hurtigt om og kørte tilbage igen. Og lige som jeg kører over det nye stykke vej, letter en fin lille falk fra en af vejpælene. Det var bestemt ikke en tårnfalk, den kender jeg godt, den her var meget mindre og mere stålblå over ryggen. Nu havde jeg fået at vide, at der var set en dværgfalk herude, så jeg fik den hurtigt klasifiseret som en sådan, min første af slagsen. Så på trods af dårligt vejer, blev det alligevel en fin dag.

Her en sen onsdag aften efter endnu en lang arbejdsdag, sidder jeg igen og småfryser ude ved søen. Jeg har min lille bakke, hvor der er rimelig fint udsyn over det vanddækkede område, som ganske vist er ved at blive en del tilgroet af tagrør. Der har ikke rigtig vist sig noget nyt, bortset fra to skeænder, som lige gæstevisitter for en kort bemærkning. Man ved selvfølgelig ikke om de eventuelt finder det tilfredsstillende med de fine forhold herude, man kan jo altid håbe. Jeg havde nu ellers opgivet at se noget nyt denne kolde forårs aften, men under en rutinemæssig gennemsøgning med scopet, fanger jeg nogle vadefugle, jeg ikke tidligere har set. Og selvfølgelig kan jeg ikke finde dem i fuglebogen, hvilket ærgrer mig temmelig meget. Men der går ikke ret lang tid, inden en af fuglene afslører sig som en brushane. Den gør sig til over for en anden han med den for brushøns så karakteristiske krigsdans. Så trods alt kunne jeg føje en ny art til dem som allerede er noteret.

Vi er i starten af juni, og sommeren er ved at melde sin ankomst med høje weekend temperaturer i udsigt. Foråret har været en smule koldt, og der har ikke været så megen aktivitet omkring søen. Der hvor man havde blændet bækken af i Sjørup, og som følge fik en hel del blank vand, er der nu fuldstændigt dækket af græs. Men omkring den 1. juni, blev et nyt stykke af åen, altså selve Vilsted Å, lukket og det har allerede givet udslag i et stort område, som nu er oversvømmet. Der vil dog gå en rum tid endnu, 2 til 3 mdr. inden man kan sige søen for alvor er synlig, men det bliver meget passende hen i efteråret, hvor der helt sikkert vil komme mange rastende ænder og gæs. Her over sommeren vil der ganske vist indfinde sig sporadiske gæster, som så forhåbentlig vil vende tilbage til ynglesæsonen næste år, for der bliver helt sikkert fine forhold, til selv den mest kræsne skeand. Ellers afsøger rørhøgen stadig de store rørskove på stive vinger, det gælder både hannen og hunnen, så måske vil vi kunne se afkom af denne flotte rovfugl her om ikke så lang tid.

Her d. 18 juni var jeg en lille tur ude i/ved søen en lille smut. Jeg havde til hensigt at undersøge det område, som senest er blevet sat under vand ved den sidste opdæmning af åen. Men der var som om vandet igen er forsvundet fra jordens overflade. Som jeg tidligere har beskrevet, er åen blevet dæmmet op på en strækning, som ligger umiddelbart syd for sportspladsen, og det skulle rimelig hurtigt kunne resultere i et større område under vand. Men nu har bundforholdene ændret sig, så vandet på det nærmeste er gået under jorden. Eller rettere så har græsset for en stund fået herredømmet over vandet. Det vil sige, at der igen kun er de oprindelige græsmarker at se der ude nu. Der er dog vand i et forholdsvist stort område, blot man begiver sig ud i gummistøvler. Så går man på det nærmeste stille og roligt ud i søen, hvilket er en lidt speciel oplevelse, som jeg så fik her i søndags. Og der bliver faktisk temmelig hurtigt så dybt, at mine støvler ikke var sikre ret langt ud. Så mon ikke der alligevel hurtigt kommer til at stå synlig vand, og da i hvert fald inden indvielsen d. 26 august.

Så er anden del af opdæmningen af åen sat i værk. Her er der ingen tvivl om, hvor den er foretaget. Det er nemlig ved den gamle bro på Sjørupvej, altså den vej som bliver, eller som er blevet lukket idet der allerede står vand ca. midtvejs mellem Munksjørup og Ranum. Så nu stiger vandet sikkert i et lidt hurtigere tempo frem til det tidspunkt, hvor åen til sidst bliver lukket med et stryg ude i Bjørnsholm som så gerne skulle resultere i søens endelige udstrækning. Og der står da også nu blank vand i det område i modsætning til der, hvor man først lukkede for vandet. Her skal der overvindes en højere græsbevoksning, inden der atter viser sig et vandspejl.

Den største oplevelse her d. 9.7. 2006, var at jeg fik konstateret, at rørdrummen ganske rigtig er til stede derude. Jeg fik et lille hint om det til en fest aftenen inden, her var der én, som oven i købet havde set den tungt baskende over rørskoven. Men jeg fik den at høre på denne lidt lumre søndag eftermiddag, hvor tømmermændene så småt var ved at fordampe. Dens karakteristiske stemme, som når man blæser i en flaske, var tydelig at høre, hvilket skete et par gange. Man hensættes med det samme til Vejlernes vidstrakte rørskove, hvor der jo er masser af denne smukke men meget sky hejrefugl. Det er bare imponerende, at den så forholdsvis tidlig har indfundet sig ude ved søen, og det vidner bare endnu engang, om hvor forunderlig naturen er indrettet. Og det viser hvilken kvalitet vi har med at gøre, det til trods for at hele søen ikke er etableret endnu.

Efterhånden som den sidste opdæmning af åen begynder at vise resultat i form af større områder med blankt vand, begynder der også at vise sig mere liv ude ved den kommende sø. Der er stadig ikke så store arealer med åbent vand inde omkring Vilsted, men kører man ud ad den nu oversvømmede Sjørupvej, er der efterhånden flere, temmelig store områder, som godt kan klassificeres som egentlige søer. Og det er også her, man nu ser store flokke af hættemåger, som har indtaget det nye slaraffenland for diverse svømmende og vadende fugle. Og netop lige nu, her i slutningen af juli, hvor de første trækfugle allerede er begyndt at indfinde sig, er der god mulighed for at se især forskellige arter af klirrer. Svaleklirer, hvidklirer og sortklirer går nu og afsøger de nye vådområder for noget spiseligt, inden de fortsætter syd på. Og lur mig, om ikke der i den høje vegetation, spankulerer ting og sager rundt, som endnu ikke har vist sig.

Vi er nu kommet os over den varmeste sommer i mands minde. Varmen fortsætter ganske vist lidt endnu, her i begyndelsen af august, men det ser ud til vejret er ved at indstille sig på sensommer. Det betyder også en ny tid med hensyn til livet omkring søen. Vandet stige stadig stødt, dog var der her i forbindelse med et kraftigt regnskyl, et dæmningsbrud, så vandet atter havde frit løb til Limfjorden via den gamle kanal. Hullet blev hurtigt, om end med besvær, lukket igen, med undtagelse af et afløb i form af et rør. Så man kan ikke sige, at den afsluttende opdæmning er tilendebragt. Men for at vende tilbage til det med årstiden, så kan man nu fornemme en betydelig aktivitet derude. Der er kommet mange klirer, her kan nævnes mudderklirer, svaleklirer, hvidklirer, tinksmed og sortklirer. Bekkasiner, ænder, blishøns er der tonsvis af, og en hel del fiskehejrer ser ud til at have fundet et godt spisekammer i og ved søen. Jeg tror også bestanden af rørhøg, er øget med en eller to. Muligvis yngel, men jeg er slet ikke sikker. Men den tid, som nærmer sig, vil virkelig komme til at vise, hvad vandet og de våde områder kan tiltrække. Mit gæt er i hundredvis af gæs, krik- og pibeænder, måske tusindvis af stærer, som vil finde gode overnatningsmuligheder i rørskoven. Sammen med lige så mange svaler, inden de drager sydpå for vinteren. Måske nogle enkelte skestorke vil lande når de begynder turen nedover, området ligger jo lige i deres trækrute, når de starter op fra Vejlerne.

I min sommerferie havde jeg for øvrigt den store fornøjelse, at flyve hen over søen. Her fra 5oo m højde, fik man virkelig et godt overblik over søens udstrækning. Området er jo meget fladt, og der er meget svært på landjorden, at se alle de områder, som på nuværende er dækkede af vand. Det er da også den typiske reaktion, man hører fra folk, som har været ude og se på sagen. Der er endog meget udbredt skepsis omkring hvorvidt der overhovedet vil være vand at se i Vilsted ved indvielsen af søen. Under alle omstændigheder bliver det en stor dag og starten på mange fremtidige naturoplevelser.

Datoen siger midt i september, men til trods for det, har vi stadig flot sommervejr. Det er der ikke noget usædvanligt i, vi har før haft fint, varmt og tørt vejr lang ind i oktober, så ingen grund til bekymring om global opvarmning af den grund. Men vi har haft en meget våd august måned og det kan også ses ude i søen, hvor vandstanden nu stiger pænt, ja man kan sagtens kalde det en sø nu. Hvad angår livet omkring og på søen, er der ikke de store forandringer umiddelbart at spore, det er som om man lige holder vejret inden det går løs med de store efterårstræk. Jeg havde forventet en tilgang af gæs netop i denne tid, der trækker jo store flokke syd på over vores hoveder, men de har altså valgt i første omgang, at ignorere de indbydende græsgange, som omgiver søen. Hvad der derimod ikke mangler derude, er myg!!! Der er trilionvis af disse grovædende bæster, som gør det til noget af en prøvelse, at sidde og forsøge at fotografere sådan en sensommeraften, selvom man har et myggenet over sig. Nu gjorde det det nok heller ikke bedre, at der var fuldstændig vindstille her i aften, så der var gode betingelser for at gå på vingerne og forsøge med et masseangreb på min person. Så det blev kun til et kort besøg med telelinsen, inden jeg overgav mig og vendte næsen hjemad igen.

Der er efterhånden etableret vandrestier hele søen rundt her midt i september. Og med det faktum i baghovedet, havde jeg i en lettere rødvinsrus inviteret OB på vandring rundt om søen denne flotte sensommer dag. Ruten er på ca. 22 km og det skulle ikke volde nogen problemer for et på vandrevandte, ældre herre som os to. Dog var der en lille joker med i spillet, nemlig en uhensigt erhvervet og meget irriterende ryggene for mit vedkommende. Jeg skulle lige reetablere instrumentlyset på bimmeren, og under denne øvelse, fik jeg en mindre forstrækning i lænden, altså et hekseskud. Men det var som om det havde fortaget sig en smule, så jeg havde ingen betænkeligheder med at holde fast i aftalen med Ole, og da jeg selv havde inviteret, ja så måtte jeg jo også forsøge at overholde denne. Så vi startede ud denne dejlige morgen d. 15. sept kl. 6 om morgenen. Vejret var fortrinlig med en let vind og temperaturen omkring de 15 gr. Temmelig varm for årstiden men det har vi efterhånden vænnet os til, selvom det ikke er helt uden bekymring med global opvarmning og hvad det medfører, i tankerne. Da det var mig, som havde foreslået turen, var jeg også ligesom guide, så jeg mente det var en god ide at gå med uret rundt. Det vil sige, at vi fik solen i ryggen på den første del at turen, men også at vi gik med ryggen mod den smukke solopgang. Men som erstatning for det, fik vi et perfekt ryglys lige der hvor vi havde mest brug for det. Men forinden var vi omkring de fint anlagte scheltere, som forhåbentlig vil blive anvendt af mange vandrer af de mere hårdføre typer som undertegnede og OB. I det her tilfælde gjorde vi holdt ved husene på Lyngholmen, hvor vi indtog vores morgenkaffe med en efterhånden frisk vind fra øst. For mit vedkommende var det ikke den mest behagelige hvile, idet ryggen ikke umiddelbart havde godt af den noget krumbøjede stilling, som en position på en træstub gav mulighed for. Men det var først da vi atter genoptog vores vandring, det gav sig til kende.

Men jeg bed smerten i mig og humpede efter bedste evne af sted, og efterhånden gik det da også bedre med rygværket. Vi kom over på øst siden af søen, og det var her vi nød godt af den opgående sols stærke lys. For her har vi et af de få steder, hvor man virkelig kommer tæt på vandspejlet, som det ligger lige nu. Efterhånden som det stiger, vil der forhåbentlig blive flere steder, hvor man ikke er tvunget til at befinde sig flere hundrede meter fra det pulserende liv, som befinder sig på det åbne vand. Men her denne skønne sensommermorgen fik vi syn for det liv, som allerede nu er mulig at skue nemlig i form af en anseelig flok krikænder, flere hundrede, som boltrede sig i den nye sø. Det var sandsynlig vis ungfugle fra det kolde nord, som havde slået sig ned her, arten yngler jo ikke i Danmark, men gæster os her i efteråret i stort tal. Adskillige brushøns havde også indfundet sig, og vi var af den klare mening, at der var stor sandsynlighed for, at der til foråret ville være mulighed for kæmpende hanner i området.

Men vi drog videre, dog med den erkendelse, at gangsystemet ikke er helt udbygget på denne side af søen. Vi var nået over umiddelbart nordøst for Lunden Skov, og kunne ikke lige hitte ruten videre rundt, så vi stak over en mark med pigtråd og dertil hørende sump, dog uden at lide overlast, for så at støde til en slags presti, som ledt os videre langs Lunden. Jeg har ikke tidligere nævnt noget om det fodtøj, jeg var kommet af sted i, men det skal siges, at der ikke var tale om noget særligt hensigtsmæssig korrekt noget af slagsen. Havde føret været tørt, eventuelt med en grusbelagt og velanrettet sti som udgangspunkt, så havde der ingen problemer været. Men med ankelhøjt, dugvåd græs, så var det ikke muligt at gå tørfodet i billige Bilka boots. Det resulterede i svuppende tæer allerede efter få meter i det våde græs, men det var ikke muligt at ekvipere til andet fodtøj, men det gik jo alligevel. Som sagt fandt vi stien igen, og så gik det eller ud ad mod stryget, som var næste fikspunkt på ruten.

Sidst jeg var der, det har vel været i august, var der stort set ingen vand i den gruskanal, som vi nu kalder for stryget. Det vil sige, at vandet på det tidspunkt, ikke havde nået er niveau, hvor det ville blive ledet ned i kanalen. Det havde det nu, og i sådan en grad, at det på det nærmeste brusede ned igennem stryget, så man følte sig hensat til en helt anden verden betydeligt længere nordpå. For mit vedkommende var jeg meget benovet over, at den forholdsvis lille å, Vilsted Å og altså ikke Bjørnsholm Å, som den rettelig hedder, har kunnet bidrage med sådanne vandmængder, at der kan blive til en stor sø, men at der også er overskud til, at der kan sendes vand videre ud i fjorden. Jeg er så ikke helt med på, hvornår den endelige regulering skal finde sted, måske er den der nu, men det endelige vandspejl er ikke nået endnu, så måske det udelukkende skal opnås ved det overskud åen kan give hen over efteråret. Ude omkring stryget så vi for øvrigt blå kærhøg og stenpikker som nogle af de arter, jeg ikke tidligere havde set derude.

Efter stryget gik turen videre ind mod Ranum og jeg må nok tilstå, at benene og navnlig ryggen, efterhånden var ved at være godt møre. Men vi nåde Søhuset i Ranum og fik en velfortjent hvil. I selskab med en særdeles charmerende lærer fra Ranum Skole. Hun havde en klasse ude til undervisning i natur og teknik, så hende fik jeg en lille snak med. Jeg tror man i det her tilfælde har det lidt nemmere, når man kommer anstigende i naturdress med rygsæk og det hele. I alle tilfælde gjorde jeg alle mulig anstrengelser, for at virke så professionel som mulig. Det tror jeg nu ikke imponerede særligt meget, men pyt nu med det. Vi kom lidt til hægterne igen, og fik i mellemtiden snakket med projektlederen for søen, Martin Nissen, som var ude i et ærinde vedrørende opmærkning af ruten omkring søen. Så vi havde mulighed for at gøre indsigelser i forhold til det vi havde oplevet. Men man var klar over problemet, og de var ved at søge en løsning. Det var dog et interessant indslag i dagen og jeg tror egentlig også vi bidrog med nogle værdifulde oplysninger i forhold til arbejdet med den videre etablering af søen. Herefter gik turen mod Vilsted, den korteste del af turen var tilbage. Fra ”havnen” i Ranum blev der på dette tidspunkt, søsat to kajakker, som skulle vise sig at være de to første søgående fartøjer, som har taget vandvejen til Vilsted i hen ved 60 år. Vi kunne følge dem hele vejen og de to både kom frem næsten samtidig som os selvom det til tider voldte nogen besvær i form af kraftig græsbevoksning ude i søen. Og den ene af roerne kunne da også berette om rådnende græs, som gav en særdeles ubehagelig lugt fra sig. Det er netop det, man har snakket om med hensyn til, hvornår vandet bliver klart og rent. For den voldsomme vækst i tagrør og græs, vil uden tvivl give sig udslag i en rådnende biomasse, som skal skaffes af vejen på naturlig vis. For øvrigt havde vi en hyggelig sammenkomst med de to, kvindelige, roere da de ankom til Vilsted. Den ene var en i forvejen bekendt fra Løgstør, som bruger megen tid på vandet og som da også syntes vi burde lære os kunsten at ro i kajak. Og umiddelbart er det nok ingen dårlig ide, idet man på den måde sikkert kan komme ind på livet ude på søen rimelig upåagtet. I hvert fald vil det være muligt at se det hele fra en anden vinkel, end den man ser fra landsiden, så selvfølgelig skal det prøves. Men det blev en aldeles fin tur, en dårlig ryg til trods, og jeg tror vi kan bryste os af, at være de første, som har taget turen, dog uden jeg er helt sikker.

I skrivende stund er vi et lille stykke inde i oktober. Vi har haft den første lille, bitte storm, ja ok, måske bare en stiv kuling fra vesten af, men det smagte da lidt af efterår. Og ude ved søen er der bare kommet ænder! Der har ganske vist i en rum tid lagt en hel del krikænder, flere hundrede, hvilket har tilført området utrolig meget liv. Når sådan en flok går på vingerne, kan man høre bruset på lang afstand. Det er typisk, hvis en af de allesteds værende rørhøge kommer svævende på stive vinger hen over flokken, at man ser det betagende syn. Men der er også ankommet nye arter i takt med at vandstanden er steget og årstiden siger efterår. Tager man sig tid til at gennemsøge de store flokke af ænder, finder man lige et par taffelænder. En meget smuk and med et flot brunt hoved. Og søger man videre med den store kikkert, ja så ligger der lige et par skeænder og snadrer i det klare vand. Sidst men ikke mindst, er der så her på det seneste ankommet en kæmpe flok pibeænder, som jo var flot repræsenteret i det tidlige forår. Jeg er ikke helt fri for at tro, at det er dem, som normalt ligger og vugger på vandene oppe ved Vejlerne. For ved en forbikørsel netop deroppe i dag, d. 8. okt. var der ikke en and at øjne, men selvfølgelig kan vi stadig vente mange pibeænder i den nærmeste fremtid, så mon ikke det bliver lidt til Vejlerne også.

Det er som om sommeren, altså sensommeren, ingen ende vil tage. Vi er stadig midt i oktober, men solen bager fra en skyfri himmel forårsaget af et stabilt højtryk, som har lagt sig over landet. Men det er ganske vist en stakket frist, idet der i den kommende uge, altså ungernes efterårsferie, ser ud som om der vejerskifte på vej. Mon så ikke efteråret endelig indfinder sig, så man ikke behøver at gå og bekymre sig om global opvarmning og hvad ved jeg. Det skulle så ikke undre mig, når vi nu står i det tykke vintertøj med regn og blæst om ørene, at man drømmer sig tilbage til de varme sommerdage. Men her i weekenden havde vi som sagt et forrygende vejer med høj sol og næsten ingen vind, og så er det den rene svir at stå med den store kikkert, hvilket ikke er særligt behageligt når det blæser. Man kan nemlig ikke komme tæt nok på fuglene ude ved søen uden den store forstørrelse, og det er lidt træls, men omvendt kan det give gevinst på den måde, at der så måske indfinder sig mere sky arter, som ikke er interesseret i alt for tæt kontakt med os fredsforstyrrer. Og har man en kikkert, som min, der kan trække ind med 60 x, ja så behøver man jo ikke at gå og træde ænderne over tæerne. Dagens høst kan opgøres til spidsand som ny art og bjergand, dog med et lille forbehold, den kan godt forveksles med troldand, men jeg har godt nok noteret den som sådan. Overflyvende gæs, og jeg skriver udtrykkelig overflyvende, for de store basser går simpelthen ikke ned. Jeg forstår det ikke. I dag passerede 7 canadagæs, to gange endda, men i første omgang trak de vest på, ud med fjorden, for så senere at komme igen med retning med nord. Garanteret med kursen sat mod Vejlerne, selvom markerne omkring søen sagtens kan måle sig med det nordenfjords beliggende reservat. Men måske er gæs mere skeptiske, de er jo en jaget fugleart, som aldrig har ro for de her grønklædte rovmordere, som på snedigste vis forsøger at lokke dem ned til den visse død eller lemlæstelse i form af anskydninger. Jeg har dog ikke opgivet håbet om at se dem gå ned og mæske sig i det saftige græs og hvile ud inden turen går videre syd på.

Datoen overskrider om kort tid 1. november og der er så småt ved at kunne anes en form for vintervejer i det fjerne. Og her umiddelbart før den sidste weekend i oktober, har vi også haft den første, kraftige efterårsstorm. Den var ikke helt så kraftig, som bebudet, men den fik da rusket godt op i fjorden. Det er i forbindelse med eftervirkningerne af det lavtryk, som gav os stormen, at vintervejret rykker ned over landet i den kommende uge. Men ude ved søen er der nu godt fyldt op af gæster fra det kolde nord, hvor vi skal have vejret fra i den nærmeste fremtid. Jeg har tidligere givet udtryk for en vis skuffelse over, at der ingen gæs har været at se der ude, altså på landjorden. Der har været masser af overflyvende, endda i temmelig store flokke, sådan var det også her i dag, men jeg fandt da også en lille flok, som havde slået sig ned for at græsse. 7 stk. nærmere betegnet og så vidt jeg kunne se, var det grågæs. Men med bare syv gæs ved søen, er der langt til de store flokke, man nu kan finde oppe ved Vejlerne. Der imod var der i hundredvis af hjejler derude denne efterårsdag i oktober. Og sikke et syn når hele flokken går på vingerne, måske jaget op af en enlig blå kærhøg, som langsomt afsøger sit territorium på stive vinger. Fantastisk når sværmen pludselig vender, og man ser de lyse farver på fuglenes underside give genskind i den lave sol, for lige så hurtigt at skifte til brunt når flokken vender igen. Tit letter viberne og de sidste stærer, som lige skal have depoterne fyldt op, inden turen går til områderne i det syd engelske og så er der virkelig mange fugle i luften. Der er bare ingen, som bruger en søndag eftermiddag på at nyde dette spektakulære syn, hvorfor ved jeg ikke. Nu er det da efterhånden almindelig kendt, at søen ligger der, med næsten alle Danmarks svømmefugle repræsenteret hvilket burde trække mange fuglekikkere til men nej. Jeg har indtil nu ikke set én eneste seriøs fuglemand stå derude med en ordentlig kikkert på trefod, og bruge en time på at se, hvad dette fantastiske område byder på. Der kommer mange, som ganske vist kører ud og vender, går ud og kikker lidt på vandet, men så er det det. Men selvfølgelig er det jo også den type mennesker, som er i klart overtal i forhold til nørder som mig, og jeg er jo heller ikke fuldbefaren kikker, men der burde altså måske hver 3. gang jeg er derude, være mulighed for at møde ligesindede. Nå, de kommer nok. Omvendt kan jeg jo så sige, at jeg kan havde de gode observationer for mig selv.

Vi er nu nået et stykke ind i december, den kære julemåned, og man går jo nok og forventer, at vejret også så småt skulle begynde at ligne lidt vintervejer. Men ind til nu har temperaturen holdt sig langt fra hvad der bare kunne minde om en lille smule frost. Ikke engang om natten daler graderne til et niveau, som til nærmelses vis kunne minde om normale vintertemperaturer. Langtidsprognosen for julevejret, altså i skrivende stund om ca. 14 dage, lover dog et omslag, så det håber jeg godt nok vil bringe forholdene tilbage til det normale. Men ude ved søen er situationen for så vidt uændret hvad angår mængde og artsrigdom i forhold til, hvad jeg sidst har berettet om. Det er stadigvæk ænderne, både svømme og dykænder, som dominerer sammen med et stort antal sangsvaner. Ude ved stryget så jeg i sidste weekend, altså lige omkring den 1. dec., en pæn flok snespurve, som afsøgte området for noget spiseligt. Desuden havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at holde en bjerglærke i hånden. Tvivlsomme fordi den desværre havde beskadiget en vinge, og af den grund ikke rigtig kunne gå i luften, men jeg fik så mulighed for at tage nogle nemme nærbilleder af denne kønne fugl, som kun gæster os her på denne tid af året.

Jeg har flere gange forgæves spejdet efter en lynhurtig, bevinget jæger, som efter sigende skulle holde til på sydsiden af søen. Det er vandrefalken, jeg tænker på, men den har ikke ladet sig vise i min kikkert endnu, men det må kun være et spørgsmål om tid, for der er andre, som har haft heldet med sig.

Året går på hæld med mange gode oplevelser ude fra søen i erindring. Der var stor spænding omkring hvad efteråret ville bringe med sig fra det høje nord, og der er vi bestemt ikke blevet skuffet. Nu afventes så forårets komme, hvor området virkelig skal stå sin prøve. Jeg tænker her på, hvor mange af de arter, som vi ser derude nu, som har til sinds at blive hængende og videre føre den næste generation af bevingede væsner. Først da vil det vise sig, om søens værdi er overvurderet; jeg tror det ikke. Jeg stødte for øvrigt på en af de gamle ildsjæle, som siden 80 `erne, har arbejdet ihærdigt på at genskabe søen. Han fortalte, at biologerne på Vejlerne oplevede, at fuglene i år har virket meget stresset, som om de ikke har kunne beslutte sig til, hvor det bedste spisekammer var at finde. Personligt er jeg sikker på, at de største forekomster af ænder, har været at finde syd for Vilsted. Nu mangler der bare en strejfende havørn og en enkelt fiskeørn, som slår et smut forbi. Apropos en smut, var jeg derude en lille tur sidste weekend, d. 16-17.dec. Lørdagen skulle bruges til lidt rekreation oven på en særdeles vellykket julefrokost. Det blev en kort tur, som jeg så fulgte op på om søndagen. Jeg havde parkeret på Ranum siden af søen, og valgte ruten ud mod Vitskøl Kloster, og selv om stien virkede noget fugtig, mente jeg det muligt at komme et stykke derudaf. Men jeg kunne godt se, det ikke artede sig som jeg håbede, så efter en kort tur, vendte jeg om og begyndte turen tilbage til bilen. Det var jo den samme vej, så på den strækning måtte stien da være sikker. Men ak og vé, pludselig sank jeg ned i den bløde søbund og stod der i mudder til knæene, lidt som det jeg oplevede i det kolde forår. Kamera og kikkert led ingen overlast, men jeg fik da støvlerne godt fyldt op med søvand.

Året går nu på hæld og man går så småt og afventer, hvad det nye år, altså år 2 for søens vedkommende, vil bringe af spændende oplevelser. Her over efteråret og igennem den første del af ”vinteren”, har området til fulde levet op til forventningerne og med det liv, som allerede nu har vist sig derude, er det mig fuldstændig uforståelig, at man i sin tid tørlagde søen. Men dengang var man jo i bekneb for god landbrugsjord, og selvom det faktisk viste sig, at den indvundne jord, ikke levede op til det man havde håbet, forblev området tørlagt, dog med periodiske oversvømmelser forårsaget af en kraftig vestenstorm, indtil nu her i 2006, hvor søen atter ligger og spejler himmelen i sit klare vand. Hvor trist det i sin tid har været, da søen forsvandt, afspejler sig tydeligt i nedenstående vers, som stammer fra Sangen om Vilsted:

Vilsted lå ved søens vove med den krans af rør og siv,
men nu risler ingen bølge, intet vandspejl og liv.
Enges grøft og bløde græsser, humlebi og sommerhø,råde ene skal derude, hvor den var den skønne sø.
Hæse skrig af slanke terner, sommervind fra fjord og strand,
hylder vemodsfyldt i mindet Vilsted by i Himmerland.

Ja det var ordene her ved årsskiftet 2006/2007. Jeg fortsætter mine optegnelser i det nye år, det er en fin måde at fastholde alle de mange indtryk og oplevelser, man erhverver sig ude ved søen. Og jeg deler dem gerne med andre, som har interesse.

 
   
   
   
   

PDFnet ApS, BusinessPark Struer, Fælledvej 17, 7600 Struer - CVR 33873298 - Telefon 23 90 77 88