PDF net
- PUBLICERING UDEN COPYRIGHT
Forsiden => Danmark => Nordjylland => Vesthimmerlands Kommune => Aalestrup-regionen => Gedsted => Landmand Peter L. Hansen   Login
Landmand Peter L. Hansen PDFnet
Nørgårdsvej 10, 9631 Gedsted
Telefon 98 64 51 62, mobil 25 12 22 83


Info PDFnet
Artikel oprettet: 01-07-2004
Antal besøgende: 4391
Service PDFnet
Kopier link til denne side
Føj til foretrukne
Del på facebook
 

Økologiske køer
Dato: 17-05-2006

Økologi er sund fornuft

Af Tommy Hansen

Landmand Peter Lehm­kuhl Hansen i Gedsted er en af de landmænd, som står fast på økologien. Han har siden 1998 drevet et 50 hektar økologisk landbrug på sin gård lige uden for Gedsted, og svingende afsætning og priskonkurrence fra konventionelle landbrugsprodukter har ikke fået Peter Hansen til at ændre kurs.

- Økologi er simpelt hen sund fornuft. Det handler om balance mellem mennesker, dyr og natur, og jeg vil ikke gå på kompromis, siger Peter Hansen.

Hans besætning er på 35 malkekøer og 15 søer, og ud af bedriften kommer på årsbasis knap 300.000 liter økologisk mælk og ca. 250 grise.

Mælken aftages næsten udelukkende af Arla, mens de fleste grise afsættes som slagtesvin til Friland A/S - og Peter Hansen har desuden et supplerende stalddørssalg af både mælk og grise.

Ingen tilsætningsstoffer
- Der er mange mennesker, som sætter pris på at kunne købe direkte hos landmanden, hvad enten det er mælk til det daglige forbrug eller smågrise til opfedning. Vores produkter er naturligt frembragt, og vi speeder ikke tingene op med tilsætningsstoffer. Desuden kan vi i alle tilfælde konkurrere på både pris og kvalitet med konventionelle produkter, siger Peter Hansen.

Ser man på f.eks. analyserne af mælken fra Peter Hansens gård, er der et meget højt proteinindhold, og råmælken indeholder om sommeren kun godt tre procent fedt.

- Mælkens kvalitet starter med foderet og køernes almindelige velvære. Hver uge henter vi økologisk valle fra Gedsted Mejeri, som køerne drikker året igennem, og ellers får de græs eller græsensilage, siger Peter Hansen.

Stalddørssalg af mælk
Stalddørssalget af mælk udgør en forsvindende lille del af produktionen, men alligevel kan flere husstande i lokalområdet få deres daglige mælk fra Peter Hansens gård. Folk kan komme med dunke og flasker og få fyldt direkte fra fra den samme tank, som Arla hver aften henter mælken fra.

Grisene opfedes med foder af egen avl, eller med økologisk korn fra kolleger. Peter Hansen er fast leverandør til Friland, hvortil han årligt leverer omkring 200 slagtegrise, og yderligere ca. 50 sælges direkte til forbrugerne i lokalområdet. Folk kan købe smågrise og selv fede dem op, eller man kan lade Peter Hansen sørge for opfedning og efterfølgende formidle slagtning og partering i et lokalt slagtehus.

Han driver gården alene og er ud over arbejdet med bedriften fagligt engageret og sidder bl.a. i Økoudvalget under Gl. Viborg Amts Hus­mandsforening.



GÅ TIL BYFORSIDEN FOR Gedsted
GÅ TIL REGIONSFORSIDEN FOR AALESTRUP
GÅ TIL REGIONSFORSIDEN FOR VESTHIMMERLANDS KOMMUNE

 
   
 

PDFnet ApS, BusinessPark Struer, Fælledvej 17, 7600 Struer - CVR 33873298 - Telefon 23 90 77 88