PDF net
- PUBLICERING UDEN COPYRIGHT
Forsiden => Danmark => Nordjylland => Vesthimmerlands Kommune => Christian Ulrik Hansen   Login
Christian Ulrik Hansen PDFnet


Info PDFnet
Artikel oprettet: 19-07-2006
Antal besøgende: 4644
Service PDFnet
Kopier link til denne side
Føj til foretrukne
Del på facebook
 

Christian Ulrik Hansen
Dato: 20-08-2006

Christian Ulrik Hansen

Af Tommy Hansen

“Gaar vi fremad, skal vi dø
Gaar vi tilbage, skal vi dø
Lad os derfor gaa fremad og dø”

Sådan skrev den unge Christian Ulrik Hansen i en kammerats poesibog, og tankegangen var rammende for Christian Ulrik Hansens eget liv. Han var født 1921 på Vannerup Vestergaard mellem Mølgaard og Havbro ved Farsø.

Han var i barndommen en populær skikkelse blandt kammeraterne, og havde planer om - trods sin baggrund som almindelig bondesøn - at blive videnskabsmand. Han var da også særdeles stolt, da det lykkedes ham både at få realeksamen fra Aalestrup Realskole og bagefter blive student fra Viborg Katedralskole.

I efteråret 1942 blev han indkaldt som rekrut i Odense, og fra foråret 1943 befandt han sig på Kornetskolen i Næstved.

Danmarks Frihedsraad var blevet dannet, og man var i gang med at danne grupper, som kunne modtage våben fra engelske flyvemaskiner. Christian Ulrik Hansen deltog selv i den første større nedkastning af allierede agenter i Danmark og organiserede gruppen bag nedkastningspladsen i Uhrehøje Plantage.

Christian Ulrik Hansen blev fører for gruppe nummer 4 i Holger Danske-Gruppen, men han blev hurtigt af Frihedsrådet udpeget til at være organisator af alle modstandsgrupper i Himmerland. Da Flemming Juncker måtte forlade landet og flygte til England, overtog Christian Ulrik Hansen ledelsen sammen med Vagn Bennike ledelsen af den samlede modstandsbevægelse i Jylland.

I november 1943 kom han i forbindelse med folk i Aars, og her blev dannet en gruppe. Omtrent samtidig formede han grupperne i Farsø og Ranum.

Han blev fanget af Gestapo i Aalborg i februar 1944 og sad i nogle måneder i Vestre Fængsel, i øvrigt sammen med flere af kammeraterne fra Farsø samt hele Hvidsten-Gruppen. Trods voldsomme forhør røbede han aldrig ét ord, og det lykkedes ham at få Gestapo til at tro, at han "kun" var ansvarlig for modstandsarbejdet i Vesthimmerland. Tyskerne opdagede aldrig, hvor stor en rolle, Christian Ulrik Hansen reelt spillede, og hans viden kunne have givet Gestapo dyb indsigt i hele modstandsbevægelsen.

Den 18. juni 1944 blev 8 fanger dømt til døden, heriblandt Christian Ulrik Hansen.

Hans egen kommentar hertil var: “Hils nu alle kammerater derhjemme i Farsø og sig til dem, at de må holde et pænt gravøl over os”.

Han blev henrettet i Ryvangen den 23. juni 1944 sammen med de andre dødstømte fra gruppen. Christian Ulrik Hansen blev 23 år.

Da der samme aften blev afholdt en mindegudstjeneste i Farsø Kirke, var kirken fyldt til sidste plads.


GÅ TIL LOKALHISTORIE I VESTHIMMERLANDS KOMMUNE
GÅ TIL REGIONSFORSIDEN FOR VESTHIMMERLANDS KOMMUNE

 
 

PDFnet ApS, BusinessPark Struer, Fælledvej 17, 7600 Struer - CVR 33873298 - Telefon 23 90 77 88