Livø
Af
Tommy Hansen
Livø er en ø på ca. 320 hektar, beliggende 10 km sydvest for Løgstør. Øen besejles i perioden 1. april til 30. september med en personfærge fra Rønbjerg Havn, hvor biler og motorkøretøjer parkeres. Selv cykler bør ikke medbringes til Livø, da afstandene på øen indbyder til gåture.
På Livø er der campingplads, cafeteria, købmandsbutik, flere offentlige toiletter og telefon. Det er ikke tilladt at slå lejr i naturen.
Omkring en tredjedel af øen drives som økologisk landbrug. En anden tredjedel er hede eller overdrev, og resten er skov. Skovene på Livø er en stor seværdighed. De ældste af egetræerne i Nørreskoven er fra 1600-tallet, hvor eg og hassel var dominerende på øen. Siden er der plantet andre træarter som ask, skovfyr og østrigsk fyr.
Heden på Livø var tidligere meget større end i dag, hvor den kun dækker den nordligste del af øen, og i den vestlige del af heden findes et imponerende område med enebær.
De nuværende bygninger på Livø vidner om tiden fra 1911 til 1961, hvor øen var hjemsted for Den Kellerske Åndssvageanstalt. I hele perioden blev Livø anvendt som internat for kriminelle åndssvage, som blev beskæftiget ved landbrug.
Øen hører i dag under Buderupholm Statsskovdistrikt.