Limfjordsmuseet
Af
Tommy Hansen
I Løgstør findes Danmarks længste museumsgenstand. Den er tre meter dyb og 4,4 kilometer lang, og den er bygget af 400 mand med hakke, skovl og spade over en periode på mindre end fem år
”Genstanden” er den unikke Frederik den VII’s Kanal, som er ankerpunktet i et maritimt oplevelsesmiljø med museum og et væld af aktiviteter. Hele området langs kanalen har gennem de seneste år udviklet sig til en næsten bilfri oase, hvor både fastboende og turister kan gå ture og slappe af i historiske omgivelser.
Limfjordsmuseet åbner til sæsonen 2008 et nyt, maritimt oplevelsescenter, som giver helt nye muligheder for at formidle egnens spændende kulturhistorie. Her er indrettet udendørs picnicområder og legeplads, og centrets Kanalcafeen byder på ”Limfjordsmad” i form af alt fra picnickurve og sandwich til lækre retter, typisk friske fisk eller muslingeretter.
Inden døre i oplevelsescentret kan man se en enestående samling af gamle limfjordsfartøjer, mange af dem med både mast og sejl, og i et særligt lokale kan man ligefrem opleve nogle af de originale skibsmotorer i fuld drift.
Langs en endevæg i hovedudstillingen er indrettet tre akvarier, som viser fjordens tilstand henholdsvis før 1825, omkring 100 år senere og i dag. Det nutidige akvarium er udviklet i takt med fjordens daglige tilstand, så man kan følge bestanden af fisk og bunddyr.
Fra oplevelsescentret er der udsigt til Limfjordsmuseets største enkeltgenstand, drejebroen over Frederik den VII’s Kanal. Broen, der vejer 25 tons, drejes rundt med håndsving og giver dermed adgang til den tidligere Kanalfogedbolig, som i dag også er en del af museet.
Udendørs kan man spadsere langs kanalen – eller for et beskedent beløb leje en nøjagtig kopi af de gamle dages robåde, Limfjordskågen, og derefter begive sig ud på kanalen på egen hånd.
Andre Seværdigheder i Vesthimmerland