PDF net
- PUBLICERING UDEN COPYRIGHT
Forsiden => Danmark => Midtjylland => Viborg Kommune => Skals => Borup Hede   Login
Borup Hede PDFnet


Info PDFnet
Artikel oprettet: 09-03-2008
Antal besøgende: 2482
Service PDFnet
Kopier link til denne side
Føj til foretrukne
Del på facebook
 

Slaget ved Borup Hede

Af

Borup Hede er et prægtigt, fredet naturområde med mange sjældne planter og en storslået udsigt over Simested Ådal. For små 400 år siden var stedet skueplads for et slag mellem den tyske kejsers tropper på den ene side og en lokal bondehær på den anden

En efterårsdag i 1626, kort tid efter Mikkelsdag 29. september, var den smukke Borup Hede øst for Skals hjemsted for et af de mange små slag i Trediveårskrigen, hvor Danmark på det tidspunkt netop var blevet involveret. Den stenrige tyske adelsmand Albrecht von Wallenstein havde tilbudt den tyske kejser Ferdinand II at stille en gratis hær på mellem 30.000 og 100.000 mand til rådighed i krigen - mod blot at få lov at plyndre de territorier, han erobrede.
En sådan deling “røversoldater” var på deres togt op gennem Jylland nået til Skinders Bro, hvor de stødte på massiv modstand fra de danske bondesoldater, Rinds Herreds Knaber, som på forhånd havde ødelagt en række strategiske broer og lå klar til at modtage fjenden. De tyske tropper havde forskanset sig bag på nordsiden af Tinghøj, mens bondesoldaterne lå i ly af broen på den anden side af Simested Å. Skyttegravskrigen udviklede sig til en nervekrig, og de kejserlige soldater morede sig med at stille sig på toppen af Tinghøj og vise deres bare ende i foragt for bondesoldaterne.
Bønderne sendte så bud efter skytten fra Lynderupgaard, Bertel “Skytte”, der ankom med sit jagtvåben. Han var kendt som en ypperlig skytte og lå parat med sin forlader, da den næste tyske bagdel viste sig på højen. Med et enkelt skud ramte han plet, og soldaten faldt om på stedet.
Historien fortælles i Rinds Herreds Krønike og har i mange år kun været at betragte som netop en krønike. Men da DONG i 1984 gravede ud til naturgas, fandt man netop her skelettet af en cirka 20-årig mand, fremmedartet bygget i forhold til den lokale himmerlandske befolkning, og med en blykugle midt i bækkenet.
Siden har lokale amatørarkæologer gjort mange fund fra slaget, blandt andet er der fundet snesevis af store blykugler, affyret af ikke-riflede forladergeværer, som var datidens standard. Kugler, som har ramt mennesker eller sten er deforme, mens “forbierne” endnu har den helt originale form.
Borup Hede indbyder til vandreture, og i det særprægede hedelandskab finder man mange planter, bl.a. tyttebær, tormentil, skovstjerne og bævreasp. Fra det 27 meter høje udsigtspunkt Brakbjerg er der en storslået udsigt over det meste af ådalen ved Borup.

Andre Seværdigheder i Vesthimmerland

 

PDFnet ApS, BusinessPark Struer, Fælledvej 17, 7600 Struer - CVR 33873298 - Telefon 23 90 77 88